Der er forår i luften.

Det spæde foråret viser sig så småt, temperaturen er svagt stigende men er endnu ikke pralende, nattefrosten viser sig stadigvæk af og til, imens planterne på biotopen forsigtigt sætter gang i deres spire processer. Fuglestemmer fylder skoven med kald efter en mage eller som markeringer af et territorium. Ejbye- Ernst, skriver at han fuglene, synger af tre grunde, for at markere sit territorium, lokke hunner til og få hende i ynglestemning (Ejbye-Ernst N. 2015, s. 137). 

Bækkens rislende lyd og den kølelige forårsluft, får mig til at føle foråret. Gennem min procedurale hukommelse af forår erindre jeg, hvordan forårets lyde, duft og luft føles. Det er koldt i skyggen, men når solens stråler rammer mit ansigts varmes jeg og længdes efter solens energi, de lange dage og aftner. Skovens lyde og dufte understøtter selv samme følelse. Den procedurale hukommelse, som er baseret på øvelse og gentagelser og som understøttes af kropslige handlinger og stimuli, automatiseres via øvelse, så det efterhånden ikke er noget man skal tænke over (Ejbye-Ernst N. 2015, s. 62).

På biotopen er der stadigvæk sumpet efter vinterens store mængder nedbør. På træerne ses støv rakler  og  spæde knopper, der latent venter på at temperaturen og forholdene bliver de rette, så de kan springe ud og bestøves. Ganske få spirer titter frem sporadisk frem i skovbunden og det er svært at artsbestemme/ klassificere dem ud fra disse spæde stadier men ud tidligere besøg på biotopen, vil jeg antage at det er anemoner, om dette er rigtigt antaget må tiden vise. 

Litteraturliste:

Ejbye-Ernst N og Stokholm D. (2015), Natur og udeliv, uderummet i pædagogisk praksis, Hans Reitzels forlag (s. 53-181).