Perspektivering.

Som tidligere nævnt på et andet blogindlæg var mit kendskab til de afrikanske kæmpe snegle ganske begrænset, for jeg vidste faktisk ikke at der fandtes så store snegle og da heller ikke, at de blev brugt som kæledyr i ældresektoren. Jeg har i min have vinbjerg snegle, men de bliver på ingen måde så store, som de afrikanske kæmpe snegle. Fra start var det tanken at vinbjerg sneglene skulle være udgangspunktet i mit dyrehold, men da jorden var frosset til og dækket af 15 cm sne, var det ikke lige til at finde dem i haven, så først der blev jeg opmærksom på de afrikanske kæmpe snegle. Jeg har fuldt deres udvikling og syntes at det er fascinerende, at de som fuldt udvokset bliver så store. Mine afrikanske kæmpe snegle er dog i skriver stund langt fra fuldt udvokset, men jeg kan se en markant udvikling i deres størrelse fra jeg anskaffede mig dem og indtil nu. 

Jeg oplever en indre ro og hverdagens stress forsvinder for en stund, når jeg observere dem og jeg kan godt se potentialet i at bruge dem, som en afstressende stund for mennesker med udfordringer. Børnene med særlige udfordinger oplevede tilsyneladende også denne ro og var fordybet i sneglens adfærd i en lang periode. Det er svært for mig helt præcist at forklarer, hvad der sker med mig i sneglenes selvskab, men jeg tror at en indre ro og stressreducering er de mest dækkende begreber. Roger Ulrich har i 1984 lavet nogle studier der viser, at både raske mennesker og patienter kan have glæde af naturens grønne omgivelser, som en helende og stressreducerende effekt (Ejbye-Ernst N. 2015, s. 237). Jeg antager at det er netop denne effekt, der gør at børnene med særlige udfordringer, er mere rolige, koncenteret og fordybet, når de observer sneglene.

Jeg har fået viden omkring snegles levesteder, føde, fjender og anatomi. Denne viden har jeg på bedste vis formidlet til børn, forældre, kollegaer og andre interesserede. For børnene vakte det specielt undring og mange grin, af at farven på sneglenes foder afspejles i deres afføring og at denne ikke kommer ud af numsen, som på mennesker, men at sneglens tarmsystem ender i to åbninger tæt på sneglens mund. Det var en sjov og god oplevelse at lave en styrkeprøve og et væddeløb med sneglene, som også gav anledning til meget undren blandt børn og voksne i børnehaven. Børnene giver udtryk for at de gerne vil  have besøg fra sneglene igen, så dette er taget til eftertanke, når vi skal planlægge nye stue aktiviteter for  den kommende periode. Mine afrikanske kæmpe snegle har også været med min søn i skole, hvor de passede godt ind i et forløb i faget natur og teknik, også her var de anledning til stor undring, undersøgelse og observation.

I forbindelse med aktiviteterne er jeg blevet bevidst om min rolle som pædagog. Forberedelser, tilegnelse af ny viden og evaluering af aktiviteterne. Om jeg, som pædagog i den givende situation, skal  gå foran, ved siden af eller bagved barnet, afhænger meget af situationen og kræver nogle gange justeringer, som ikke kan forberedes.

Børnene ville få endnu større kendskab til sneglene, hvis sneglene opholdt sig i børnehaven hele tiden. Det ville give dem en større naturfaglig indsigt og de ville få bedre mulighed for, at drage omsorg og tage ansvar for sneglene. Det begrænser dog mine muligheder for lærling, og jeg har derfor vurderet at det var det vigtigste i forhold til min videre uddannelse. Det er ikke ens betydende med, at jeg ikke har for øje, at naturfaglige forløb er med til at påvirke børnenes almen dannelse. Set i metaperspektivet betyder det at jeg, som færdig uddannet pædagog, skal være bevidst om at lave aktiviteter, der tager udgangspunkt i og om naturen og naturfænomener. På sigt giver det børnene mulighed for at på udvikle sig, som selvstændige og handle kritiske demokratiske borgere, med indsigt i almene, samfundsmæssige og naturfaglige problemstillinger (Ejbye-Ernst N. 2015, s. 74.).

Litteraturliste:

Ejbye-Ernst N og Stokholm D. (2015), Natur og udeliv, uderummet i pædagogisk praksis, Hans Reitzels forlag (s. 68-241).